En hædersmand har smidt sit skjold:

Whistleblower og veteran Anders Kærgaard Bruun er død i en alder af 51 år.

Foto: Anders Kærgaard Bruun. Credit: Mette Kærgaard Bruun, via Facebook.

Det skriver hans hustru i et Facebook-opslag d. 6. februar.

Foto credit: Mette Kærgaard Bruun, via Facebook.

Hvor afholdt og respekteret den danske whistleblower vitterligt var, fremgår tydeligt i talrige posts rundt om på det sociale medie.

Kærligheden til Anders Kærgaard Bruun – fra den fredselskende del af den danske befolkning – deles ikke af det militære system, efter han i 2012 stod offentligt frem med en video som en kollega havde overrakt ham. En optagelse, der afslørede meget grove overgreb på uskyldige irakiske civile under en danskledet militæroperation – ”Operation Green Desert”, Irak, 2004 – begået af irakiske sikkerhedsstyrker, mens danske soldater passivt så på.

Veteranen havde forud for offentliggørelsen – i flere medier – forsøgt at få Forsvarskommandoen til at forholde sig til overgrebene, men i stedet for at belønne Anders Kærgaard Bruuns demokratiske integritet, straffede Forsvaret ham med fjendtlig benægtelse.

Prisen, Anders Kærgaard Bruun endte med at betale for at stå ved lovgivne menneskerettigheder, var en total udelukkelse fra det militære broderskab, en retssag på nakken med trusler om et halvt års fængsel udover fortsatte trusler og chikaner. Chikaner, bl.a. efter han deltog i et YouTube-interview, hvor han udtalte sig om sine nye erkendelser, også ifht. løgnene i den officielle forklaring på terrorangrebet i USA den 11. september, 2001. Videoen blev – på Anders Kærgaard Brunns opfordring – taget ned af ophavsmanden for at beskytte whistlebloweren mod flere trusler.

I 2014 satte Forsvaret et punktum for undersøgelsen af ”Operation Green Desert”. Sagen blev lukket, uden der blev rejst sigtelse mod hverken politikere eller ansvarlige i Forsvaret. Endnu engang måtte danske skatteydere erkende, at kriminelle går fri, mens hædersmænd bliver straffet: Anders Kærgaard Bruun var den eneste, der blev dømt i sagen, en dom bestående af dagbøder på 13.000 kr., for at nægte at stikke den tidligere kollega i ryggen ved at oplyse identiteten på kilden til videooptagelserne.

Til gengæld modtog den tidligere efterretningsofficer en velfortjent anerkendelse i form af flere priser: ”Kunstnere for Freds Fredspris”, i 2015, – sammen med en whistleblower-kollega, tidligere efterretningsanalytiker Frank Grevil – for deres arbejde med at støtte fremtidige whistleblowere gennem whistleblower-organisationen, ”Veron”, ”Rådet for Menneskerettigheders Hæderspris”, i 2015, ”Patrick Mac Manus Mindepris”, i 2013 og ”Transparency Internationals Åbenhedspris”, i 2021, ligeledes for sit arbejde med at støtte whistlebloweres rettigheder i Danmark.

Trods en tilbagevendende PTSD fandt Anders Kærgaard Bruun det medfødte mod frem – igen og igen – og stillede op for at tale for fred og sandhed, bl.a. under et 9/11Truth-event i Århus, i 2014, ”Tid til fred – aktiv mod krig”-demonstrationen i København, i 2015, med mange flere. Han deltog ligeledes i mange interviews: Anders Kærgaard Bruun syntes at være ustoppelig i sin kamp for fred og retfærdighed: Fra da han – intetanende om det militær-industrielle kompleks´s vedligeholdelse af krige – startede sin militære karriere, til senere, da han opdagede, at menneskerettigheder i krige er en illusion.

En kold vinterdag slap kræfterne op: Må de dybe spor, Anders Kærgaard Bruuns kamp for fred, for menneskerettigheder og sandhed har sat, være en fortsat inspiration for de mange mennesker, hvis hjerter han berørte.

Æret være whistlebloweren og veteranen Anders Kærgaard Bruuns minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *