Ingen krige uden olie – og uden krige ingen olie

Væksten i den vestlige verden siden anden verdenskrig har gjort olie til den mest eftertragtede ressource overalt på kloden. Olie er en forudsætning for opvarmning, transport og for udvikling af tusinde af moderne produkter – og den er helt essentiel for at kunne føre en krig.

Forudsætningen for at kunne føre en krig har siden første verdenskrig og helt frem til i dag været olie, og krigsherrerne søger altid først derhen, hvor oliekilderne er. Foto: Olieraffinaderi i Mina Al Ahmadi, Kuwait. Wikimedia Commons CC BY-SA 4.0

Da Feltmarskal Rommels styrker i 1942 blev standset efter slaget ved Tobruk, var det ikke på grund af ildkraften fra de allierede. Rommel løb ganske enkelt tør for olie, og hans styrker strandede i ørkenen ved Haifa – og det hele var et desperat forsøg på at erobre Nord Afrika for at skaffe olie til Hitlertyskland og til det fascistiske Italien.

Allerede året forinden havde Hitler formuleret sagen i nøddeskal: I sit direktiv fra August 1941 slog han fast, at det var nødvendigt at erobre Krim-halvøen for at afskære de russiske olieforsyninger og selv sikre sig friske leverancer efter at USA var ved at lukke for samhandelen.

I starten af 1940’erne var USA verdens største producent af olie, og både den nazistiske krigsoprustning og starten af anden verdenskrig skabte et boom for den amerikanske olieindustri. USA var datidens Saudi-Arabien.

Amerikanske firmaer leverede i starten olie til alle de krigsførende parter: England, Tyskland, Italien og Japan. Ingen af dem havde nævneværdig egenproduktion, og de var derfor alle afhængige af olie fra USA.

Amerikansk olie til japanerne

Frem til kort for angrebet på Pearl Harbor i december 1941 var det således amerikansk olie, som drev hele den japanske hær. Selv havde Japan ingen olieressourcer, og tankskibe sejlede i fast rutefart mellem USA og Japan, indtil de japanske aktiviteter i Det Indiske Ocean blev så truende for præsident Roosevelt, at han standsede leverancerne.

Tilsvarende var det olie fra USA, som var grundlaget for både væksten i Tyskland frem til krigen – og som sikrede Hitlers aggressive ekspansion i krigens første år. Uden olie fra USA ville Nazityskland aldrig være blevet realiseret.

Standard Oil var ejet af Rockefeller og I.G. Farben

Det største amerikanske oliefirma var i 1941 Standard Oil of New Jersey, hvis største aktionær var Rockefeller-familien – og hvis næststørste aktionær på det tidspunkt var det tyske I.G. Farben, dengang verdens største kemiske industri. Forbindelserne var kommet i stand efter massive amerikanske investeringer i Nazityskland under den amerikanske depression i 1930’erne, hvor Tyskland blev anset for et godt og sikkert sted at investere.

Vestlig olie sikrede Luftwaffe

Ikke bare Standard Oil, men også firmaer som f.eks. Du Pont og General Motors var samarbejdspartner for I.G. Farben – de tre firmaer var den direkte årsag til, at Hitlers Luftwaffe i det hele taget kunne komme på vingerne. De tyske flyvemaskiner skulle bruge Tetraethylbly (TEL), som tilsætning til brændstoffet – og blev leveret af Standard Oil, Du Pont og General Motors.

Da anden verdenskrig begyndte i Europa, var der stor modstand fra England imod disse amerikanske leverancer af olie og brændstof til Nazityskland, og Standard Oil reagerede omgående ved at udflage hele sin olieflåde til Panama. Herfra fortsatte man så trafikken til centrale anlæg på De Kanariske Øer og Tenerife, hvor olien blev fyldt på tyske tankskibe til brug for både de tyske og italienske tropper.

Samhandel til foråret 1941

Denne trafik fortsatte helt frem til 1941, hvor de amerikanske myndigheder offentliggjorde en detaljeret liste over oliebranchens samhandel med nazisterne og rejste en mindre skandaler.

Standard Oil stod på det tidspunkt for mere end ​​80 procent af den amerikanske olieproduktion, og som fast bankforbindelse brugte man Chase Manhattan Bank – en bank, der i øvrigt blev lukket af de amerikanske myndigheder den 17. april, 1945, efter bevisligt at have hvidvasket nazipenge gennem hele krigen og i stor stil.

85 procent af Hitlers olie kom fra USA, Venezuela og Iran

Da olieleverancerne fra USA til Nazityskland endegyldigt blev standset, stod Hitlers med et alvorligt problem. Allerede ved krigens udbrud forbrugte Tyskland omkring tre millioner tons olie om året, og 85 procent af dette kom fra USA, Venezuela og Iran. Præcis som under første verdenskrig blev Tyskland nu igen afhængig af olie fra Rumænien og fra Ukraine – og som dengang rakte produktionen under anden verdenskrig ikke til Hitlers krigsmæssige ambitioner om vækst og invasioner.

Da japanerne i marts 1942 invaderede den hollandske koloni, Indonesien, var det tilsvarende for at sikre sig adgang til landets rige olieressourcer. Alternativet var, at den japanske krigsmaskine var gået brat i stå.

Alle krige er ressourcekrige

Den schweiziske fredsforsker, Dr. Daniele Ganser, er overbevist om, at den underliggende årsag for langt de fleste krige er behovet for olie.

Alle krige er ressourcekrige. Befolkningerne får at vide, at årsagerne er alle mulige andre, oftest noget med demokrati og frihed, men i bund og grund handler det om, at magthavere har brug for stadigt større mængder olie for at bevare deres positioner, siger Daniele Ganser. Hele militærmaskinen er afhængig af olie; Uden olie ingen krig. Og ser man på verdens brændpunkter til enhver tid, finder man næsten altid massive olieinteresser dukke op, siger Daniele Ganser.

Fokus på olien i Irak før 9/11

Allerede inden 9/11 lå det fast, at USA havde fokus på olieforekomster i Irak, der på det punkt rådede over de tredjestørste reserver i verden. Efter at Vesten invaderede landet og fjernede og likviderede Saddam Hussein, blev de irakiske olierigdomme fordelt mellem udvalgte vestlige olieselskaber som f.eks. BP, Shell og Exxon.

En anden af de vestlige oliegiganter, Unocal, underskrev sammen med det saudiarabiske olieselskab Delta i slutningen af 1990’erne en samarbejdsaftale med det daværende Talibanstyre i Afghanistan om at etablere en olie- og gasrørledning gennem landet. Den skulle sikre forsyningerne fra det kaspiske hav gennem Turkmenistan, Afghanistan og Pakistan og videre ud til de store markeder i Asien.

Den Transafghanske rørledning

Opførelsen af denne transafghanske rørledning, der forventes færdig i 2016, mødte fra starten stor modstand i den afghanske befolkning og ikke mindst blandt de mange forskellige afghanske krigsherrer, som ikke var kontrolleret af det centrale Talibanstyre i Kabul. Invasionen af Afghanistan i 2001 ses derfor af mange iagttagere som et ønske om at sikre rørledningen med militær tilstedeværelse.

Den amerikanske interesse i at sikre olieforsyninger og forbrug skyldes både hensynet til den amerikanske olieindustri og hensynet til den amerikanske dollar. Siden starten af 1970’erne har det været kutyme, at olie skal betales med dollars og ikke andre valutaer.

Den Trans-Afghanske pipeline stod på tegnebrættet i flere år og skulle forbinde oliekilderne omkring det Kaspiske hav med markederne i Indien og Asien. Det krævede imidlertid et regime change, hvilket blev udløst af U.S.A. i 2001. Foto: Ceremoni ved færdiggørelsen af den turkmenske del af rørledningen Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan-Indien. Licens: Creative Commons 4,0

Betænkelig sammenblanding

Hvis man ser på den såkaldte Brent-olie, der kommer fra oliefelterne i Nordsøen i området mellem Norge og England, er prisen på den anført i dollar. Og ingen finder det i dag mærkeligt, at man ikke anvender norske kroner, engelske pund eller for den sags skyld Euro. Denne sammenbinding mellem ét lands valuta og en globalt efterspurgt råvare er yderst betænkeligt, for at sige det mildt, siger Dr. Daniele Ganser.

I praksis betyder aftalen fra 1971, at den amerikanske dollar styrkes, hver gang der handler olie kloden rundt. Dollarens værdi holdes således kunstigt oppe ved at tvinge klodens omsætning af olie til at basere sig på netop denne ene valuta.

Det er et faktum, at alle forsøg på at forlade aftalen siden er blevet standset, ultimativt med amerikansk militær intervention. Som det i dag han alment kendt, havde Saddam Hussein i 2000 bebudet fremover at ville sælge lands olie for EURO, hvilket afstedkom positive analyser i europæiske finanskredse – man nåede lige at vejre ny morgenluft for vækst in Europa, før den iranske olieproduktion efter invasionen blev overtaget af vestlige olieselskaber og derfor i dag fortsat afregnes i dollar.

Gaddafi ville nationalisere Libyen oliefelter

Tilsvarende ville Libyens diktator, Mohammar Gaddafi i 2009 nationalisere landets oliefelter og indføre en ny valuta, baseret på de mere end 144 tons guldreserver i landet. Han ville fremover ikke anerkende den amerikanske dollar som betalingsmiddel for noget som helst. Planerne blev skrinlagt, da Libyen blev invaderet i marts 2011 og Gaddafi dræbt. Ifølge den tidligere chef for Libyens nationalbank, Qasem Azoz, forsvandt guldet kort efter invasionen og Libyens olie afregnes fortsat i dollar.

Venskabet mellem Saudi Arabien og USA og de omfattende forretningsforbindelser mellem den saudiske og amerikanske olieindustri er historisk og veldokumenteret. Da bagmændene bag terrorangrebet 11. September, 2001 skulle findes, pegede Bush-administrationen da også på Afghanistan frem for Saudi Arabien – selv om 15 af de 19 flykaprere kom fra Saudi Arabien og den påståede hovedmand, Osama bin Laden, var saudiarabisk statsborger.

Bush-familier, CIA og Saudi Arabien

Bush-familierne nære venskaber med det saudiarabiske kongehus og Bin Laden-familien er bredt anerkendt og en del af den amerikanske historie. Da tidligere præsident George H.W. Bush i 1976-1977 var CIA-direktør havde han blandt andet , som en af sine hovedopgaver, at opbygge den saudiarabiske sikkerhedstjeneste efter amerikansk model. Dette skete som en modydelse olie-for-dollar-aftalen ligesom USA på det tidspunkt var i færd med at opføre militærbaser overalt i Saudi Arabien, for at beskytte de saudiske oliefelter.

Denne militære alliance befæstede værdien af olie/dollar handel, således at det officielle USA havde sikret dollaren, samtidigt med at den amerikanske og saudiarabiske oliebranche bogstaveligt talt boomede.

I 1979 stiftede George H.W. Bush oliefirmaet Arbusto Energy i Midland, Texas, sammen med en række lokale forretningsfolk, herunder James R. Bath, repræsentant for Salem Bin Laden (ældre halvbror til Osama Bin Laden) og Saudi Bin Laden Group. Arbusto Energy har siden levet en omskiftelig tilværelse og har blandt andet kunnet sættes i forbindelse med svindel- og hvidvaskningsskandalen i CIA-infiltrerede internationale Bank of Credit and Commerce, der blev tvangslukket i 1991 af den internationale domstol i Luxembourg, men som i 2002 er afsløret i at have fortsat sine aktiviteter efter lukningen. George H.W. Bush drev i forvejen oliefirmaet Zapata Corporation, grundlagt i 1963 og tilsvarende dybt forbundet med CIA. Således viser dokumenter, deklassificeret i 1993, at George H.W. Bush, i 1963 – 14 år før han blev direktør for CIA – var både direktør for Zapata Oil og ansat af CIA.

Gennem de seneste 40 – 50 år har stadigt mere magtfulde familier med dybe interesser i olieindustrien og kontrol over den politiske beslutninger på allerhøjeste niveau sat agendaen for verdens udvikling.

I kraft af tilknytning til firmaer som f.eks. Carlyle Group har de samme familier i dag skabt milliardværdier, og krig er blevet en både politisk og økonomisk nødvendighed. Carlyle Group er i dag verdens største private kapitalfond og investeringsfirma og har en skiftende perlerække af tidligere præsidenter og ministre fra USA og USA-venlige regimer fra hele verden på lønningslisten.

Kilder:

https://www.mei.edu/ Middle East Institute: Thomas W. Donovan m.fl.: “Iraq’s Petroleum Industry: Unsettled Issues”, 26.04.2010 https://www.mei.edu/publications/iraqs-petroleum-industry-unsettled-issues

https://www.bollyn.com/ Christopher Bollyn: “TAPI Pipeline – The Real Reason for 4 More Years of War”, 20.12.2010 https://www.bollyn.com/the-fraudulent-war-on-terror/#article_12906

http://georgewashington2.blogspot.com “Libya War: Gaddafi Falls… But Why Did We Invad In The First Place?”, 22.08.2011 http://georgewashington2.blogspot.com/2011/08/libyan-war-gaddafi-falls-but-why-did-we.html

Dr. Daniele Ganser: “Europa im Erdölrausch, Die Folgen einer gefährlichen Abhängigkeit”, 06.05.2014. Forlag: Orell Füssli Verlage, ISBN 978-3-280-05474-1

https://www.bbc.co.uk Dr Niall Barr: “Rommel in the Desert”, 17.02.2011 https://www.bbc.co.uk/history/worldwars/wwtwo/rommel_desert_01.shtml

https://historycollection.com/ Editor: “This Day In History: Hitler Invades Romania (1940)”, 07.10.2016 https://historycollection.com/day-history-hitler-invades-romania-1940/

https://mitpressbookstore.mit.edu/ Howard Zinn: “A People’s History of the United States”, 28.06.2016. Forlag: Harper Perennial Modern Classics, ISBN: 9780061965593

https://tetrahedron.org Attorney John Loftus: “How the Bush family made its fortune from the Nazis”, 27.09.200 https://tetrahedron.org/how-the-bush-family-made-its-fortune-from-the-nazis/

https://www.foxnews.com “Documents: Bush’s Grandfather Directed Bank Tied to Man Who Funded Hitler”, 17.10.2003 https://www.foxnews.com/story/documents-bushs-grandfather-directed-bank-tied-to-man-who-funded-hitler

https://archive.org Joel Hayward: “Hitler’s Quest for Oil: the Impact of Economic Considerations on Military Strategy, 1941-42”, 1995 https://archive.org/stream/JoelHaywardhitlersQuestForOilTheImpactOfEconomicConsiderationsOn/JoelHaywardGermanStrategy_djvu.txt

https://en.wikipedia.org/ “Case Blue” https://en.wikipedia.org/wiki/Case_Blue

https://www.rt.com “CIA finally admits it masterminded Iran’s 1953 coup”, 19.08.2013 https://www.rt.com/usa/iran-coup-cia-operation-647/

https://merip.org Michael Renner, Paul Aarts: “Oil and the Gulf War”, july/august, 1991 https://merip.org/1991/07/oil-and-the-gulf-war/

https://www.iranchamber.com/ “A short account of 1953 Coup” https://www.iranchamber.com/history/coup53/coup53p1.php

https://www.meforum.org Sarah Yizraeli: “https://www.meforum.org/42/how-important-is-saudi-oil”, marts, 2020 https://www.meforum.org/42/how-important-is-saudi-oil

Denne tekst blev første gang offentliggjort på https://free21.org den 14.12.2016 under følgende URL: https://free21.org/ingen-krige-uden-olie-og-uden-krige-ingen-olie/?lang=da Licens: Tommy Hansen/Free21.org. CC BY-NC-ND 4.0.

Forfatterne nævnt i hvert tilfælde er ansvarlige for indholdet af de enkelte artikler. Indholdet af artiklerne og kommentarerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens eller udgiverens mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *